jessica

jessica

En dagbog om Jessicas forløb

Gå ind på vores hjemmeside www.teamlh.dk

Julekort fra os

JessicaOprettet af Lise tor, december 20, 2018 15:06:15
Nu er det atter jul igen..... og hvor blev tiden af siden sidste år?

På nogle punkter står tiden nærmest stille og på andre punkter flyver den afsted. Og bloggeren i mig halter lidt, vil så gerne blogge mere, men der skal også være energi.

Jessica har haft en begivenhedsrigt år, på flere fronter.

Hun har rykket sig utrolig meget fysisk og kognitivt. Helt ude af, hvad vi havde forestillet os.

Uden tvivl er indsatsen fra de “beredskab” vi har omkring os, bestående af Grenaa fysioterapi, Rosenholm Ridefys, Djurslandskolen og Børnespecialisterne, en stor del af grunden. Ja vi som forældre laver arbejdet, de alle sammen sår frøene, som vi resten af tiden arbejder med, passer, plejer, nusser og kæmper med.

Dertil endnu en ortopædisk operation, som har rettet venstre fod og ben op. Den operation som skal give hende normal gangfunktion og måske endda så hun kommer til at løbe (en af hendes store drømme)

Derudover den arbejdsopgave vi, som forældre ligger med hjemmetræning, hjemmeskole, træning, gentagelser på gentagelser. Ja så er vi fysser, advokat, læger, sygeplejersker, sagsbehandlere, talerør, chauffører, osv osv

Den seneste sagsbehandler har kastet håndklædet i ringen, pga forældrene var mere erfarne end hende og åbenbart kendte til ting, man ikke skal som forældre.

Men nu har vi knap 10 års erfaring på kroppen og sjælen! Knap 10 års slid, knap 10 års udfordringer, som vi ofte hører fra fagfolk omkring os, ville have knækket nakken på de fleste.

Og vi står stadig!!

Men vi er sårede og slidte. Plastrede som gennem tiden er sat på, til vi en dag skulle have tid til at lappe (løse) problemet, er begyndt at falde af, før tid! For der er endnu ikke helt ressourcer. Men vil der nogen sinde komme det?

Men det kan mærkes! Og det gør ondt.

Storebror har måske endelig fået hjælp, vi har i hvert fald fået en sagsbehandler, som virker kompetent og interesseret i ham og de udfordringer han kæmper med. Han har endelig fået en psykolog. Og vi håber bunden er ramt for ham, så det kun kan gå fremad. For uden tvivl har 2018 ikke helt været hans år. Det kan vi som forældre godt mærke og vi har på den konto trukket på moster, mormor og morfar også. For hjælp har han ikke ønsket, han har været og er stadig langt langt nede, men ind i mellem ser vi Chris titte frem og vi tror på, at der snart kommer fremgang.

Os som forældre, ja vi er forældre med kæmpe stort F som far og M som mor. Dertil som nævnt, advokater, sagsbehandlere, læger, talerør, boksepuder, trænere, ja alt andet end forældre eller måske mand og kone!

Så også her er der skår der skal klinkes! Ind i mellem kigger vi på hinanden, spørger hinanden om nok er nok, er det nu vi skal sige stop og gå hver til sit?!

Det er endnu ikke sket, men 2018 har været året hvor det har været tæt på, som aldrig før.

Et sted, dybt nede, begravet under alle de andre titler, pusler der noget kærlighed til hinanden. Men pga træthed, udbrændthed, alt for mange jobbeskrivelser. Ja så er der sjældent plads og ikke mindst mangel på energi, til at være mand og kone, eller lidt kæreste-tid

Vi gør hvad vi kan. Vi går til svømning sammen. Vi er blevet vinterbadere sammen. Vi er enormt gode til at falde i søvn på sofaen sammen.

Men vi er også blevet meget bedre til at give hinanden plads, plads til at komme ud. Henrik tog jo i år, sin tredje tur til Paris. Ja det gjorde Jessica og jeg på sin vis også, vi tog bare bilen (jeg nægter kategorisk at cykle så langt, selvom mange mener det er ved at være min tur. Men jeg hader at cykle!) og rolig nu, Jessica og jeg tager sgu turen igen i 2019. Forventer således også at Henrik faktisk gør. Han snakker om at det er den sidste tur. Men der ligger alligevel et “måske” begravet der, fordi Jessica ELSKER Rynker og jeg syntes nu også det er lidt hyggeligt, det der Rynke- noget.

Dertil er Henrik blevet rigtig god til at sende mig ud og svømme, løbe eller danse. Alt sammen noget, hvor han siger når jeg kommer hjem “du ser glad ud, skat” og ja, de tre ting gør mig glad. For der er jeg ikke på, der er jeg bare mig og kan ikke tænke undervejs, for kan jeg det, giver jeg ikke gas nok. Min træning skal helst gøre mig “psykisk smertefri”

Så lige nu, i tankens afsluttende stund. Så håber jeg virkelig at 2019 bringer os lidt mere god karma, end 2018 har gjort. Og jeg håber virkelig at Jessica stadig giver den max gas og stadig vil rykke sig. Og jeg håber Chris finder vej fremad og ro.

Og så lige krydret med en glædelig jul og en lykkebringende godt nytår til alle omkring os.

Både dem som kender os og til dem som følger os online



  • Kommentarer(2)//jessica.teamlh.dk/#post1007