jessica

jessica

En dagbog om Jessicas forløb

Gå ind på vores hjemmeside www.teamlh.dk

Når erkendelse gør ondt....

JessicaOprettet af Lise lør, april 28, 2018 04:18:00

Erkendelse, sorg, tabet af det normale eller det raske.

Det har mange navne.

Ind i mellem gør sandheden ondt, når det bliver klokkeklart og man indser noget som man længe har været blind for.

Man har håb og drømme for sit barn, ting man selv har oplevet og prøvet som barn, ønsker man også for sit eget barn. I hvert fald de gode oplevelser.

Men de senere dage, er det gået op for mig, at Jessica endnu engang mister skønne oplevelser.

Nemlig oplevelser som at komme på tur med sin skole, overnatning ved venner, overnatning ved familie.

Jo jo, mormor har hende da, ind i mellem.

Men mindes selv ferier hos moster, farmor, mormor, min søster (nu er hun så noget ældre end jeg). Overnatning på høloftet i stalden, men rideveninder, ture med skolen osv.

Det er oplevelser Jessica heller aldrig vil få.

Igen fordi hun ikke er rask og har sine udfordringer.

Det gør ondt.

Jessica elsker sine aflastere, fordi de tager hende med på ture, sommerland, Ree Park, Kattegat centret, loppemarked, bare ture ud i det grønne. Ture hvor hun er afsted uden mor og far.

Det har på det seneste givet tanker om, om det er nu vi skal søge kommunen om en plejefamilie, som kan give hende de oplevelser, men også give os forældre, den frihed, som vi har brug for, for at kunne blive ved.

For selvom Jessica er blevet bedre til at kunne ting selv, lege selv, være mere i skole (2 x 1 1/2 time er vi på nu, hvis det altså er, som det plejer!).

Så har Jessica et stort skema, der hedder skole, svømning, hjemmeskole, hjemmetræning, hjernetræning, pauser, fys, ridefys, sygehus med kontroller, blodprøver, behandling, kommende operation og endnu engang genoptræning og dertil oplevelser.

Så ikke underligt, at Henrik og jeg er trætte, eller slidte. At vores behov for at være os selv, at pleje hinanden vokser i takt med at den er blevet forsømt.

Jeg syntes det er svært, det er dælme noget af en kamel der skal sluges. Måske fordi det føles som et nederlag som mor, at jeg ikke kan slå til. Men også frygten for at miste, for en dag, så overtager tumor igen magten. Og så er der jo ikke mere at komme efter....
Men uden tvivl, så elsker jeg at være sammen med hende, at se hende vokse og udvikle sig. For jeg er fuldt ud bevidst om at der hvor hun er nu, ikke var sket på institution eller i pleje.



  • Kommentarer(0)//jessica.teamlh.dk/#post1001